Den amerikanske it-gigant Amazon har i årevis fået en fordelagtig skatteaftale i Luxembourg og har derfor betalt alt for lidt i skat, lyder det fra EU-Kommissionen.
Skattefordelene løber op i 250 millioner euro svarende til 1,86 milliard kroner. Og Luxembourg skal kræve pengene tilbage, fremgår det af en pressemeddelelse.
Som følge heraf blev næsten tre fjerdedele af Amazons overskud ikke beskattet, vurderer EU-Konkurrencekommissær Margrethe Vestager.
- Med andre ord blev Amazon tilladt at betale fire gange mindre i skat end andre lokale virksomheder, der er omfattet af samme nationale regler.
- Det er ulovligt i forhold til EU's statsstøtteregler. Medlemsstaterne kan ikke give selektive skattefordele til multinationale selskaber, der ikke er tilgængelige for andre, siger hun ifølge pressemeddelelsen.
Afgørelsen bunder i en treårig undersøgelse af, om Amazon fik en urimelig fordel baseret på en skatteafgørelse i Luxembourg fra 2003, der senere blev forlænget i 2011.
Den tillod ifølge nyhedsbureauet Reuters et datterselskab i virksomheden at betale mindre skat end andre virksomheder.
Aftalen gjorde det muligt for firmaet at flytte store dele af sit overskud fra et Amazon-koncernselskab, der er skattepligtigt i Luxembourg, og videre til et selskab, der ikke er.
Lignende EU-afgørelser har tidligere ramt andre store virksomheder. Blandt andre er café-kæden Starbucks også blevet bedt om at sende store summer retur.
Og It-virksomheden Apple skal betale milliarder tilbage til Irland, men onsdag har konkurrencekommissæren vurderet, at landet ikke har gjort nok for at inddrive skatten.
Amazon-afgørelsen kommer efter flere EU-medlemslande på det seneste har presset på for at lukke smuthuller for store IT-virksomheder.
/ritzau/