Christian Eriksen følger med stor interesse de avishistorier, der de seneste uger har sat landsholdsspilleren i forbindelse med et sommerskifte fra Ajax Amsterdam til Borussia Dortmund.
Men endnu er der ikke noget konkret.
- Jeg har ikke hørt noget som helst. Jeg læser aviserne, men det er ikke sikkert, at noget af det er sandt. Der har ikke været noget, siger Christian Eriksen, der har kontraktudløb i Ajax til næste sommer.
Hvad vil du sige til at skifte til Dortmund?
- Det vil være en mulighed, der vil være god for mig.
Er det sådan et niveau, du gerne vil op at spille på?
- Jeg skal op på det niveau eller deromkring. Hvis der kommer noget spændende, så vil jeg gerne væk fra Ajax - ellers har jeg ikke noget imod at blive.
Kunne du også finde på at forlænge kontrakten med Ajax?
- Hvis der ikke kommer noget, der tiltrækker mig, så har jeg ikke noget imod at forlænge, siger Christian Eriksen.
Midtbanespilleren er lige nu samlet med landsholdet, der onsdag trænede på KB's træningsanlæg i København forud for kampene mod Georgien og Armenien i begyndelsen af juni.
/ritzau/