Regeringen har "styrket erhvervsuddannelserne".
Sådan lød det fra talerstolen i Folketinget, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sin tale ved afslutningsdebatten.
Men bemærkningen får nu kritik fra Danske Erhvervsskoler og Erhvervsskolernes Elevorganisation, der mener, at det klinger hult, når regeringen selv har været med til at lave store besparelser på skolerne. Det skriver Finans.dk.
- Regeringen har ikke styrket erhvervsuddannelserne. Den har bidraget med nogle gode visioner og gode taler, men handling i form af konkret lovgivning og økonomi har vi ikke set endnu. Styrkelsen har kun været på et moralsk plan, siger formanden for erhvervsskolerne, Lars Kunov, til Finans.dk.
Heller ikke Erhvervsskolernes Elevorganisation kan se, hvor skolerne er blevet styrket. Formand Helene Glundholt fremhæver, at man både har set lærerfyringer, mindre vejledning og mere slidte materialer.
Selvom skolerne har fået et økonomisk løft i form af en såkaldt kvalitetspulje på 170 millioner kroner i 2018, skal de stadig spare 2 procent om året frem til 2021 på grund af det såkaldte omprioriteringsbidrag.
Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at svare på kritikken. Han henviser i stedet til den ansvarlige minister på området, undervisningsminister Merete Riisager (LA), der mener, at erhvervsskolerne er blevet styrket på en række områder.
"Vi har blandt andet oprettet videnscentre inden for erhvervsuddannelserne, vi har puttet et praksisfagligt element ind i uddannelsesparathedsvurderingen, og vi har varslet, at vi vil have mere praksisfaglighed i udskolingen. Kvalitet er mere end bare kroner og øre," skriver hun i en kommentar til Finans.dk.