Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil ikke lade sig kue af USA's trusler om sanktioner.
Sådan lyder budskabet fra Erdogan, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har truet Tyrkiet med sanktioner, hvis ikke landet frigiver en fængslet amerikansk præst.
Det rapporterer tv-stationen Haberturk ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi vil ikke give os, hvis vi står over for sanktioner, siger Erdogan til tv-stationen.
USA og Tyrkiet har i årtier anset hinanden som allierede, blandt andet som medlemmer af forsvarsalliancen Nato, men den venskabelige relation mellem de to nationer bliver nu sat på prøve, lader den tyrkiske præsident forstå.
Erdogan kalder over for tv-stationen Trumps trusler for "psykologisk krigsførelse".
- USA bør ikke glemme, at de vil kunne miste en stærk partner, siger han.
Erdogan understreger desuden, at hvis USA vælger at blokere for Tyrkiets køb af F-35-kampfly, som amerikanske senatorer tidligere har truet med, så vil han bringe sagen for en international domstol.
Den amerikanske præst Andrew Brunson, som Trump kræver frigivet, har arbejdet i Tyrkiet i mere end to årtier.
Han har i halvandet år været fængslet og anklaget for at have støttet et fejlslagent militærkup mod præsident Erdogan i 2016. Han risikerer op til 35 års fængsel.
Brunson blev onsdag ført i retten i byen Izmir. Her valgte dommeren ikke at sende ham tilbage til fængslet. I stedet blev han sat i husarrest og udstyret med en elektronisk fodlænke.
Ud over støtte til kupmagere er han også beskyldt for at sympatisere med den forbudte kurdiske organisation PKK.
Trump har tidligere beskyldt Tyrkiet for at holde Brunson som "gidsel".
Torsdag lød meldingen fra den amerikanske præsident, at hvis ikke Tyrkiet frigiver Brunson, så vil landet blive påført "alvorlige sanktioner".
Præsident Erdogan sagde i en tale i september sidste år, at USA kunne få Brunson udleveret.
Til gengæld skulle den amerikanske regering udlevere den muslimske tænker Fethullah Gülen, som Erdogan beskylder for at være det fejlslagne militærkups egentlige bagmand.
Gülen lever i dag i eksil i USA og nægter enhver skyld.
/ritzau/