En yderst brændbar "bekendt" er "inviteret" med til årets julehygge. Og det er en bekendt, som man skal passe meget på.
Den nye "bekendte" er håndspritten. Og det kommer nok ikke som en overraskelse, at det er en særdeles brændbar størrelse.
Således opfordrer blandt andre brandinspektør ved Bornholms Brandvæsen, Henrik Madsen, til, at vi alle er mere end opmærksomme på, at holde håndsprit langt væk fra de levende lys.
- Der skal selvfølgelig både være fokus, når det er juledekorationer, der tændes, men også når det er lysene på juletræet, siger Henrik Madsen.
Tjek røgalarmen
Det er i øvrigt også værd at være opmærksom på de almindelige gode råd om brandsikkerhed, så man ikke får akut tilkaldte gæster på besøg.
- Mange brande starter enten i køkkenet eller ved brug af levende lys. Læg aldrig ting fra dig på komfuret, bliv i køkkenet, når du laver mad, og sluk levende lys, når du forlader et lokale, fortsætter brandinspektøren.
Han tilføjer, at det altid er en god idé at have en eller flere røgalarmer opsat.
- Men de skal også kontrolleres så det sikres, at der er strøm på alarmerne.
Hvordan opbevares fyrværkeri?
Ud over de særlige risici i år i form af håndsprit, så melder salgsstederne for fyrværkeri ifølge Bornholms Brandvæsen om større salg i dagene op til jul i forhold til tidligere år.
Det kunne tyde på, at der er mange, der har sikret sig årets fyrværkeri og dermed ikke venter - eller kan vente -, til julen er overstået.
Det er vigtigt i den forbindelse, at man tænker over, hvor og hvordan fyrværkeriet opbevares.
Gem det for eksempel i et aflåst skur eller lignende, hvor det er langt fra håndsprit, levende lys og andre kilder til antændelse.
Husk desuden at afbrænding af fyrværkeri kun må foregå fra og med den 27. december til og med den 1. januar 2021.