Erhvervsstyrelsen melder revisionsfirmaet KPMG til Bagmandspolitiet i sag om formodet brud på hvidvaskloven i Københavns Andelskasse.
Det oplyser Erhvervsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Anmeldelsen kommer, efter at styrelsen har undersøgt revisionsfirmaets godkendelse af Københavns Andelskasses års- og koncernregnskab for år 2017.
Det er i den forbindelse styrelsens vurdering, at KPMG burde have iværksat nærmere undersøgelser og underrettet Hvidvasksekretariatet på grund af konkrete forhold i regnskabet, skriver styrelsen.
Hvad disse konkrete forhold bunder i, beskriver styrelsen dog ikke.
Hos KPMG er man uenig i styrelsens vurdering. Det oplyser Anette Harritz, Quality & Risk Management Partner i KPM, i et skriftligt svar.
- Vi ser med stor alvor på anmeldelsen og vil selvfølgelig samarbejde fuldt ud med myndighederne. Som revisorer stræber vi efter at skabe tillid i samfundet, og vi arbejder målrettet på at forebygge og bekæmpe hvidvask.
- I Københavns Andelskasse reagerede vi og fremhævede blandt andet mangelfulde procedurer i forbindelse med hvidvaskområdet over for både ledelse og bestyrelse. Finanstilsynet modtog også vores rapportering.
- På den baggrund mener vi, at vi har opfyldt vores forpligtelser som revisor, skriver Anette Harritz.
Erhvervsstyrelsen meddelte ligeledes fredag, at revisionsfirmaet Ernst & Young er meldt til Bagmandspolitiet for brud på hvidvaskloven.
Det er sket i forbindelse med den langt mere omfattende sag om Danske Bank.
Sagen om Ernst & Young relaterer sig til selskabets revision af Danske Banks års- og koncernregnskab for år 2014.
Den mindre Københavns Andelskasse har været ramt af en stribe problemer de seneste år. I september 2018 overtog staten kontrollen med henblik på at lukke banken ned.
Det skete efter en politianmeldelse fra Finanstilsynet mod andelskassen i august 2018. Begrundelsen dengang var grove brud på hvidvaskloven.
Ifølge Børsen strømmede der fra oktober 2017 og et år frem fire milliarder kroner gennem banken fra mistænkelige kunder.
Pengene blev overført i udenlandsk valuta. Transaktioner fra 183 udlandskunder udløste 1645 alarmer om mulig hvidvask i andelskassens it-system på et år.
Finansiel Stabilitet er stadig i færd med at afvikle andelskassen. Kunderne er blevet oplyst, at banken opsiger alle kunder med konti med virkning fra 30. april 2019.
/ritzau/