En mand blev onsdag dræbt, da sprængstoffer, som han havde på sig, eksploderede i en bygning, hvor den russiske efterretningstjeneste FSB har hovedkvarter i byen Arkhangelsk i det nordlige Rusland.
Tre personer fra FSB meldes såret.
- En person blev dræbt og tre andre blev såret, da en bombe blev detoneret onsdag i FSB-bygningen i Arkhangelsk, siger en talsmand for den regionale guvernør.
- Eksplosionen skete onsdag morgen i FSB-bygningen i den centrale dele af byen, der ligger mere end 1000 kilometer nord for Moskva, siger talsmanden, Artyom Botygin, til AFP.
Manden, der blev dræbt, havde sprængstofferne eller bomben på sig.
Guvernøren i regionen, Igor Orlov, siger i en erklæring, at det endnu ikke står klart, hvorvidt der er tale om en selvmordsbomber.
- Det er en meget alvorlig situation, siger han.
Nyhedsbureauet RIA skriver, at højtstående russiske ledere vurderer, at der er tale om terrorisme.
En efterforskningskomité oplyser, at den dræbte var en 17-årig lokal indbygger.
Orlov siger, at myndighederne arbejder på at få fastslået alle detaljer om den dræbte mands identitet, ligesom de er ved at undersøge, hvilke sprængstoffer der blev anvendt.
- Vi er ved at skærpe sikkerheden i alle offentlige bygninger i Arkhangelsk regionen, siger han.
Ifølge de første rapporter fra Ruslands komité for antiterrorisme kom personen med sprængstofferne ind i FSB-bygningen og tog en uidentificeret genstand op af en taske, som lidt efter eksploderede mellem hænderne på ham og sårede ham dødeligt.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP