Bettina Post, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening beklager, at regeringen har besluttet, at ægtepar, der modtager kontanthjælp, mister den enes kontanthjælp, hvis parret ikke arbejder 300 timer på to år (150 timer det første år), hvad der ifølge Nyhedsavisen svarer til 12-13 timer – om måneden.

Personligt er indstillingen tværtimod, at det beklagelige består i, at der ikke tages et opgør med såvel overførselsindkomsterne som de høje skatter, som ikke mindst skyldes førstnævnte overførsler.

Et andet sted i avisen kan man se formuleringen »pisk og gulerødder« forbundet med justeringen af sådanne ydelser. Hvilket æselagtigt menneskesyn. Det er vel at mærke ydelserne, der er uværdige og æselagtige.

Kunsten at fremstille sig som ydelsestrængende har nået helt absurde højder i kraft af, at også virksomheder og brancher har krævet ind ved hjælp af svagheds-ideologien. Således har arbejderbevægelsen (gudfader!) på den ene side, og virksomheder og brancher på den anden via skatten – og takket være socialrådgivere og erhvervsfremmere – fået hjælp til at trække andre borgeres penge over til sig selv. Allerede fra og med 1970’erne måtte man imidlertid begynde at file på kerneydelserne , eftersom stadigt flere grupper begyndte at markedsføre sig som ofre.

Problemet er således, at vi simpelthen ikke kan leve ret længe af at stjæle fra hinanden via fælleskassen. Hvis vi fortsætter, bliver fattigdommen en realitet.