Kvalitetsreform
Regeringen vil snarest efter valget sørge for at få forhandlet den allerede fremlagte kvalitetsreform på plads. Reformen skal sikre bedre kvalitet i den offentlige sektor og er regeringens svar på det seneste års heftige debat om velfærd. Reformen betyder blandet, at der investeres milliarder i skoler og hospitaler og uddannelse af personale. Reformen ventes ikke at udløse konflikter mellem V,K,O og NA.
Udlændinge og integration
Spørgsmålet om asylansøgere og indvandrere kan udløse store konflikter mellem støttepartierne Ny Alliance og Dansk Folkeparti og dermed bringe regeringen i krise. Regeringen har lovet at nedsætte en kommision som skal afklare, om asylansøgere skal have lov at arbejde og bo uden for centrene. Ny Alliance har dog sagt, at partiet helt vil nedlægge centrene, hvilket Dansk Folkeparti er helt uenig i. Uenighederne kan muligvis ende med en aftale om, at enkelte asylgrupper får lov at bo og arbejde uden for centrene. På lang sigt er det uvist, om der sker generelle ændringer på asylområdet. PÅ integrationsområdet er alle fire partier enige om en stram linie, hvor 24-års reglen og tilknytningskravet bliver bevaret. Ny Alliance og Dansk Folkeparti er dog hinandens modsætninger, når det gælder tonen over for indvandrerne.
Udenlandsk arbejdskraft
Der er akut mangel på arbejdskraft, hvis økonomien og velfærdssamfundet skal fungere. Derfor er regeringen nødt til at gøre det lettere for udlændinge med bestemte uddannelser at komme til Danmark og arbejde. Her kan regeringen imidlertid igen ende i en konflikt mellem Dansk Folkepartis krav om en stram indvandrerpolitik og Ny Alliance som kræver, at udlændinge skal have langt lettere adgang til at arbejde i Danmark.
Skat
V, K og DF er gået til valg på fortsat skattestop. Dog vil K ligesom Ny Alliance have skattelettelser i den kommende valgperiode. Det kan udløse konflikter. Måske ender uroligheder med et kompromis, hvor regeringen får lov at videreføre skattestoppet i den kommende valgperiode med løfte om at der igangsættes en skattereform, så danskerne efter næste valg betaler mindre i skat. En så omfattende aftale vil dog vække hård kritik fra støttepartiet Dansk Folkeparti og oppositionen.
Miljø
Partierne kan sagtens enes om, at en tredjedel af Danmarks samlede energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2025. Det bliver næppe et problem at få aftaler i stand om flere vindmølleparker på havene. Derimod kan det udløse store protester fra Dansk Folkeparti og fra lokale beboere, hvis der sættes flere vindmøller op inde i landet, hvilket ifølge forskere er nødvendigt for at nå klimamålene.
Trafik
De stigende problemer med trafik og lange bilkøer vil komme på dagsordenen i den kommende periode. Blandt andet fordi flere af folketingskandidaterne fra eksempelsvis trekantsområdet er kommet med store løfter om løsninger på trafikproblemer. Det koster nemlig virksomheder millioner af kroner, når de ansatte sidder i kø. En bro over Kattegat vil blive diskuteret, ligesom en udbygning af den kollektive trafik vil komme på dagsordenen.
Listen er udarbejdet i samarbejdet Hans Jørgen Nielsen, lektor i Statskundskab, tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet