Danskerne har skrevet historie. Danmark har fået sin første kvindelige statsminister i spidsen for en helt ny regering.
Det betyder, at blokpolitikken er ovre efter 10 års VKO-styre. Magten er tilbage på midten af dansk politik. Og i spidsen sidder en socialdemokratisk statsminister, der er valgt på helt nødvendige løfter om at investere i uddannelse og job og skabe vækst.
Det er en statsminister, der efter halvandet års solidt forspring i meningsmålingerne, kun sikrede sig magten med det yderste af neglene. Som ikke lykkedes med at få forringelser af efterlønnen og folkepensionen taget af bordet. Og som lynhurtigt får brug for at demonstrere, at hun er en dygtig politisk håndværker.
Nu er det Helle Thorning-Schmidt, der har vagten.
Efter mere end seks år som partiformand kan hun nu sætte sig på den post, som er succeskriteriet for enhver S-formand. Det er en post, som får partifællernes ærgrelse over at gå endnu et mandat tilbage til at blegne. Og en post som hun nu må bruge til at sikre sig en stærkere opbakning, der kan konsolidere hendes lederskab.
For Danmark har ikke brug for endnu en vikar på posten.
Men det er et svært job, som Thorning har fået. Et job med uhyre vanskelige udfordringer, men også mange muligheder. Derfor vil den nye statsminister blive vurderet på sin evne til at samarbejde og lave holdbare kompromisser.
De mangeårige højlydte protester mod blokpolitikken må nu udmøntes i et bredt politisk samarbejde i Folketinget. Det skal sikre, at Danmark styres sikkert igennem den vanskeligste økonomiske krise siden 1930’erne.
Det bliver en hård kamp, og Danmarks nye statsminister har langt fra fået den holdopstilling i Folketinget, som hun kunne ønske sig. Særligt er det en bet for Thorning, at de konservative blev så små, at Thorning ikke kan lave flertal med dem uden at have enten Enhedslisten med. Det betyder, at en ny regering skal have enten V, DF eller Liberal Alliance for at lave aftaler hen over midten.
Den første store opgave bliver dog at forhandle et holdbart regeringsgrundlag på plads med SF og De Radikale.
Vælgerne ønsker De Radikale med i en ny regering. Anderledes kan valgresultatet med markant fremgang til R - og stor tilbagegang til SF - ikke tolkes. Og Thorning vil være chef for en langt mere stabil regering, hvis det lykkes hende at nå til enighed med Margrethe Vestager. Derfor gjorde Thorning det også på valgaftenen det helt klart, at hun er opsat på at få De Radikale med i regering.
Det sætter S og SF's fælles økonomiske plan 'Fair Løsning' under pres. Det første offer bliver den forringede efterløn, som Thorning og Søvndal ikke har muskler til at annullere. De kan højst forsøge at opbløde de negative følger af forårets reform, men det bliver svært.
Til gengæld vil 24 års-reglen og tilknytningskravet stå fast. For i modsætning til de økonomiske reformer, kan De Radikale ikke finde flertal andre steder i Folketinget for en anden udlændingepolitik.
Ude på fløjen har vælgerne belønnet Enhedslisten - og særligt listens ukronede dronning Johanne Schmidt-Nielsen, der brugte sin sejr til at markere klar afstand til De Radikale.
Derfor bliver det meget svært. Men som Socialdemokraternes gruppeformand - og kommende minister - Carsten Hansen siger:
"Husk nu på, at fjenden ligger et andet sted."
Fjenden har tabt, men valget efterlader oppositionen med en stærkere leder end forventet. Lars Løkke Rasmussen har imod alle odds sikret sit parti flere mandater end sin forgænger Anders Fogh Rasmussen.
Og han vil uden tvivl vogte på enhver blottelse i en ny Thorning-regering i håb om hurtigt at få muligheden for at vende tilbage til Statsministeriet.