Uffe Elbæk får masser af varme hilsner og skulderklap via Facebook, efter han onsdag via sin profil meddelte, at han trækker sig som Kulturminister.
I den første halve time efter Uffe Elbæks meddelelse tikkede det således ind med masser af sympatitilkendegivelser på politikerens facebookprofil.
- Hvor er det trist at miste den mest kompetente Kulturminister måske nogensinde! Tak for nu Uffe. Håber at se dig igen, skriver Anna Blenner Svennesen.
- Det er trist, at det lykkedes for Venstre og DF. Desværre er disse personer måske bedre til det beskidte politiske spil og især hjulpet af borgerlige medier, lyder det fra Erik Eberg Madsen.
Uffe Elbæks afgang kommer i kølvandet på den hårde kritik af Kulturministerens afholdelse af fem arrangementer på Akademiet For Utæmmet Kreativitet, hvor hans mand er ansat. Det har ført til beskyldninger om nepotisme.
Langt hovedparten af facebookbrugerne mener, at der er tale om en overreaktion.
- Hold kæft, hvor er det et spild. Og hvor er det grotesk, at værdikampen, der altid er indlejret i kulturlivet, kæmpes på et så personfnidrende niveau, skriver Jacob D.A. Nicolaisen.
- Dansk politik i en nøddeskal, man går efter bagateller og holder hånden over de værste svindelnumre, holder hånden over Danske Bank og andre store, lyder det fra Gert Brask.
Enkelte brugere mener dog, at den nu tidligere Kulturminister ligger, som han har redt.
- Tak Uffe, pampere er der ikke plads til. Sørgeligt, at du kaster den videre til dine rådgivere, det er ikke ulovligt at tænke selv, skriver Marco Bang Mikkelsen.
Uffe Elbæk tiltrådte embedet som Kulturminister den 3. oktober 2011 og nåede således at bestride jobbet i lidt over 14 måneder.
/ritzau/