Enhedslisten fik langt fra svar på deres mange kritiske spørgsmål ved det netop afsluttede samråd med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Bjarne Corydon (S) om offentliggørelsen af dagpengetal.
Det siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, til Ritzau.
Han står således stadig uforstående over for, hvorfor det tog så lang tid at informere om nye dagpengetal. Ved samrådet fastslår Frederiksen dog, at det ikke er ualmindeligt, at komplicerede beregninger tager tid.
Corydon er enig og kalder proceduren helt normal:
- Man kan ikke bare offentliggøre foreløbige tal. Det var nødvendigt at være sikker på, at det nye skøn var korrekt. Vi havde ikke tidligere anvendt den nye opgørelsesmetode og kunne ikke vide, om den holdt. Forløbet kunne ikke have været meget anderledes.
Det svar tilfredsstiller ikke arbejdsmarkedsordføreren, der fastslår, at der ikke er nogen tvivl om, at finansministeren spiller en meget central rolle i sagen.
- Det kan godt ske, at det tager tid at lave beregninger, men vi har tidligere fået svar inden for 24 eller 48 timer i meget tilspidsede situationer under forhandlinger, siger han.
Christian Juhl fastholder, at de vigtigste spørgsmål stadig står tilbage:
- Hvorfor man ikke offentliggjorde tallene, når man kendte dem, og hvorfor vi skal gå igennem finanslovens sidste behandling uden at vide noget om det. Der skal jo næsten gøres en dobbeltindsats fra første til andet skøn, understreger han.
- Man har tidligt i forløbet vidst, at det var nødvendigt med nye beregninger. Havde vi vidst det, var presset fra baglandet blevet øget. Det er der ingen tvivl om, siger arbejdsmarkedsordføreren.
Enhedslisten afventer nu resultatet af en aktindsigt fra Finansministeriet, oplyser Christian Juhl.
/ritzau/