Det er slet ikke nok med 5709 akutjob til at redde ledige fra at miste dagpenge. Der skal skabes flere job, og ledige skal måske kunne få dagpenge i mere end to år, siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, om Arbejdsmarkedsstyrelsens nye tal.
- Det går alt for langsomt. Vi er ikke i nærheden af, at de, der falder ud i januar, kan få et akutjob, selv hvis alle job gik til udfaldstruede. Vi har at gøre med en helt utilstrækkelig løsning, siger Per Clausen.
Det er opslået godt 200 flere akutjob end i december, hvor der var opslået 5528 akutjob. Målet er 12.500 akutjob inden sommeren 2013.
Per Clausen glæder sig over, at folk kan uddannes i et halvt år med støtte. Det redder folk midlertidigt, påpeger han.
- Det var godt, vi ikke lod os spise af med finansministerens snak om, at problemet var løst med akutjob. Men ordningen er ikke nok. Vi må skabe langt flere job. Vi bliver også nødt til at se på ændringer i dagpengesystemet, hvis vi skal redde folk, siger han.
Ordningen med akutjob kom op at stå, da tusinder af langtidsledige står til at miste deres dagpenge fra årsskiftet, fordi ledige højst kan få støtte i to år. Virksomheder kan få 25.000 kroner for at ansætte en langtidsledig i et akutjob.
Per Clausen påpeger, at det passer ikke, når finansminister Bjarne Corydon (S) siger, at akutjob er en "fuld og dækkende" løsning.
- Den er hverken fuld, hel eller dækkende. Den er utilstrækkelig. Man bliver nødt til at skabe nogle nye arbejdspladser. Og man bliver nødt til at kigge på dagpengesystemet, så man kan få dagpenge længere, og lettere kan optjene dagpenge, siger han.
- Men I er stødt mod en mur fra regeringen?
- Vi må skabe bedre forhold for arbejdsløse. Det kommer regeringen til at anerkende, siger Per Clausen.
/ritzau/