Produktivitetskommissionen bevæger sig ned ad "en farlig vej".
Sådan lyder Enhedslistens reaktion på kommissionens afsluttende rapport med mere end 100 anbefalinger til, hvordan man hæver produktiviteten i det danske samfund, som blev præsenteret mandag.
- Produktivitetskommissionen skyder forbi skiven, når den anbefaler, at den offentlige sektor ikke må kræve sociale klausuler og lokale leverandører i sine indkøb. Det er en konsekvens af den konkurrencestats-logik, der præger kommissionens anbefalinger, siger partiets kommunalordfører, Finn Sørensen.
Han vender sig også imod kommissionens anbefalinger til skabelsen af en mere effektiv offentlig sektor.
- Det er ren ideologi, når Produktivitetskommissionen anbefaler, at vi skal udlicitere mere kernevelfærd. Forskningen peger på, at der ikke er besparelser ved udlicitering på kernevelfærden, siger han og fortsætter:
- Samtidig er det rimeligt klart, at besparelser ved udlicitering ofte stammer fra ringere forhold for medarbejderne, ligesom man ikke kan være sikker på, at kvaliteten er i orden.
Produktivitetskommissionen understreger, at Danmark fra midten af 1990'erne har tabt terræn, når det kommer til produktiviteten. Voldsomt terræn, endda.
Hvis Danmark siden 1990'erne eksempelvis havde fulgt med produktiviteten i USA, så havde samfundet i dag været 360 milliarder kroner rigere, anfører kommissionen.
Det svarer til, at en gennemsnitlig LO-familie ville have haft 3000 kroner mere til sig selv om måneden efter skat, og at det offentlige ville have kunnet købe langt billigere ind, svarende til en fordobling af antallet af lærere i 1. til 4. klasse.
/ritzau/