Virksomhederne i Danmark skal tvinges til at hyre de svage ledige, der ellers ville have kurs mod førtidspensionen.
Sådan lyder det fra flere eksperter forud for den reform af førtidspensionen, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ventes at præsentere i morgen.
Det skriver Politiken.
Gruppen af 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder, der mere eller mindre er permanent uden for arbejdsmarkedet, bliver ikke mindre, hvis virksomhederne selv kan vælge.
"Hvis du kan få en hårdt arbejdende polak på 35 år, er det mere attraktivt for en tømrer at ansætte ham end en person med en svær depression uden uddannelse," siger økonomiprofessor Michael Svarer, Aarhus Universitet, til Politiken.
Under højkonjunkturerne blev der ikke for alvor gjort indhug i den store gruppe ikkearbejdsmarkedsramte.
"Og det bliver ikke lettere nu," siger han til Politiken.
Virksomhederne har allerede mulighed for at ansætte folk med nedsat arbejdsevne med tilskud, eksempelvis løntilskud, skånejob og fleksjob.
Men mulighederne bliver ikke brugt i et omfang, så det batter i forhold til de potentielle førtidspensionister. Det siger Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet, der har forsket i det rummelige arbejdsmarked.
"Der var ikke stor ansættelse af de svageste under opsvinget, og som konjunkturerne er nu, er der ikke mere incitament," siger Thomas Bredgaard til Politiken.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening er underdirektør Erik Simonsen ikke begejstret for forslaget. Slet ikke.
"Det er nonsens at tro, at det vil skabe flere job," siger han til Politiken.