Danmark har flere gange været gennem boligkriser, men de pressede boligejere oplever lige nu den værste periode i mere end tre årtier.
Det er især den lave inflation, som gør det svært for boligejerne at blive gælden kvit, lyder meldingen fra en række eksperter i Børsen.
- Kigger man på boligpriserne alene, er krisen i dag lige så slem som de seneste to af slagsen. Men set i forhold til gælden, så er denne krise faktisk endnu hårdere for danskerne, siger cheføkonom Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank til avisen.
- Det betyder, at folk i længere tid vil kæmpe med gælden. Derved er der også længere udsigter til, at danskerne igen vil forbruge, hvilket er en af grundene til, at dansk økonomi netop nu har svært ved at komme i gang igen, tilføjer hun.
Under boligkriserne i begyndelsen og i slutningen af 1980'erne var inflationen høj, og det hjalp danskerne med at få styr på gælden.
Under krisen fra 1979-1982 var inflationen med til at lette gælden for danskerne med 280.000 kroner for hver forældet million.
Men fra 2007 - hvor boligpriserne toppede - og frem til nu er danskernes gæld blevet udhulet med 110.000 kroner for hver forgældet million, skriver Børsen.
Eksperterne har ét vigtigt råd til danskerne, hvis de vil have høvlet gælden af: De skal droppe de afdragsfrie lån og i stedet vælge lån, hvor de løbende betaler af på gælden.
- Hvis boligejerne skal konsolidere sig, så gør den lave inflation, at det kræves, at boligejerne afdrager på lånet. Konsolideringen får man gratis, når der er inflation, men det har vi ikke, siger Morten Skak, lektor ved Syddansk Universitet, til Børsen.
/ritzau/