Det er langt fra overraskende, at tre skattechefer undgår tjenstligt forhør i sagen om den milliarddyre svindel med udbytteskat.
I virkeligheden er det snarere standardmodellen for skandalesager i den offentlige sektor.
Det mener forvaltningsekspert Roger Buch, der er forskningschef i samfundsfag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Det er meget, meget sjældent, at embedsmænd bliver stillet til ansvar, siger han.
I kølvandet på skandalen om udbytteskat, som mellem 2012 og 2015 har kostet statskassen mindst 12,3 milliarder kroner, blev de tre chefer sendt hjem i september sidste år.
Men torsdag konkluderede Kammeradvokaten i en undersøgelse, at der ikke er et juridisk grundlag for at indkalde dem til tjenstligt forhør.
Kammeradvokatens undersøgelse viser desuden, at udbytteområdet hos Skat var "præget af generel uklarhed på tværs af Skat omkring, hvem der havde ansvar for hvad".
Skat fik i juni 2015 et tip om, at et organiseret netværk af selskaber i udlandet ulovligt havde fået udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.
På trods af advarslerne fortsatte udbetalingerne frem til 6. august, hvor et nyt tip fik Skat til at standse dem. Efterfølgende blev de tre chefer hjemsendt.
Ifølge Roger Buch er det en svær opgave at placere ansvar i den type sager. Netop fordi der er rigtigt mange involverede.
- Der er lange beslutningskæder, og sagerne kører over meget lange tidsforløb, hvor det er svært at udpege det punkt, hvor fejlen blev begået.
- Derfor er det vanskeligt at konstatere, hvem der har ansvaret. Og skal man ind i den proces, bliver det en meget langvarig og omkostningsfuld proces, hvor man risikerer ikke at kunne pege på en eller to bestemte personer, siger han.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) sagde torsdag til TV 2 News, at han "gerne vil til bunds i sagen".
- Og det er vi ikke endnu, så det drøfter jeg med Folketingets partier, hvordan vi gør, sagde han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.