Ejendomsselskabet Victoria Properties har politianmeldt den tidligere direktør i selskabet for at have modtaget returkommission.
Victoria har derfor fremsat et erstatningskrav på 500.000 euro mod den tidligere direktør, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse. Det svarer til cirka 3,7 millioner kroner.
Ifølge meddelelsen har selskabet fundet meget stærke indicier for, at et af den tidligere direktørs selskaber har modtaget betalinger af returkommission i forbindelse med, at direktøren på Victoria Properties' vegne har indgået entrepriseaftaler vedrørende ombygningsarbejder på ejendomme tilhørende Victoria Properties.
Anmeldelsen kommer i forlængelse af en kulegravning af direktørens aktiviteter som administrerende direktør i selskabet: Den stilling fratrådte han 30. august 2012.
Dette skete som en konsekvens af, at selskabets bestyrelse havde konstateret, at direktøren blandt andet havde egne aktiviteter, som kunne indebære risiko for interessekonflikter i forhold til Victoria Properties' aktiviteter.
Kravet påvirker ikke Victoria Properties' forventninger til regnskabsåret, da "samtlige entrepriseomkostninger er indregnet i 2012," og en eventuel erstatning vil i givet fald kunne indtægtsføres senere.
/ritzau/