Den 13-årige pige, som har været efterlyst siden mandag eftermiddag, er tirsdag eftermiddag fundet i god behold i Odense. Dermed er efterlysningen af hende afblæst.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Pigen forsvandt fra hospitalet mandag morgen, og havde, ifølge TV2 Fyn, hverken sin mobiltelefon, pung eller overtøj med sig. Efterlysningen af den 13-årige kom ud mandag eftermiddag, hvor fynsk politi indtrængende bad borgere om hjælp til at finde hende.
Pigen er fra Sønderjylland.
Politiet ledte natten til tirsdag med både hunde og en drone i forsøget på at finde pigen, som mandag morgen gik fra Odense Universitetshospital, hvor hun er i behandling.
Ifølge Fyns Politi blev pigen fundet af en borger, som bor tæt på Odense Universitetshospital. Borgeren havde set efterlysningen i medierne.
De pårørende er underrettet og er sammen med pigen nu.
Fyns Politi sender en tak til borgerne for hjælp undervejs i eftersøgningen.
/ritzau/