Ved et foredrag i Næstved fortalte vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at der løbende kommer henvendelser i sagen om drabet på den 17-årige pige Emilie Meng.
- Det er en sag, som vi faktisk stadig får henvendelser omring dagligt. Det kan være fra borgere, som pludselig kommer i tanker om at have set en person eller en bil, eller som mener, at de har lagt mærke til underlig adfærd eller udtalelser fra folk, de kender, fortalte Søren Ravn-Nielsen ifølge Sjællandske.
Han erkendte desuden, at selvom alle sten synes vendt, og at der endnu ikke er sket et gennembrud i sagen, så er det ikke alle sager som opklares:
- Men vi arbejder fortsat videre med den.
Fundet død juleaftensdag
Emilie Meng forsvandt 10. juli 2016. Hun blev sidst set ved Korsør Station tidligt om morgenen, hvor hun sagde farvel til venner efter en tur i byen.
Juleaftensdag 2016 om eftermiddagen fandt en tilfældig forbipasserende Emilie Mengs lig i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup på Sjælland.