Opdateret kl. 07:37
Folketingets Ombudsmand vil ifølge Dagbladet Information have klar besked fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, efter at avisen har afsløret en hidtil hemmeligholdt mailudveksling i en sag om adskilte asylpar.
Et afgørende dokument er ifølge Information blevet hemmeligholdt for både Folketingets Ombudsmand og Folketinget.
Derfor vil Ombudsmanden, Jørgen Steen Sørensen, senest fredag den 1. marts have et svar på en række spørgsmål fra ministeriet.
Desuden har oppositionen i fællesskab indkaldt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i et hastesamråd om sagen.
Man håber, at det kan finde sted i uge otte. Det skriver Information torsdag aften.
Det drejer sig om en mailudveksling i den såkaldte barnebrudesag, hvor Støjberg forlangte unge asylpar adskilt for tre år siden.
Kort fortalt modsiger en mail afsendt af den daværende direktør for Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, en påstand fra Støjberg om, hvad der foregik ved et møde i februar 2016.
Ved mødet skulle direktøren ifølge Støjberg være blevet orienteret om, at hans styrelse skulle gøre undtagelser fra en ellers undtagelsesfri instruks udsendt af ministeriet om at adskille alle asylpar, hvor den ene part var under 18 år.
Men den hemmelige mailudveksling tegner et andet billede, nemlig at styrelsen på mødet ikke blev gjort opmærksom på en undtagelse fra instruksen.
Ombudsmanden beder derfor ministeriet bekræfte ægtheden af mailudvekslingen og om at få mailudvekslingen udleveret.
Derudover beder han om svar på en række opfølgende spørgsmål til, hvorfor dokumenterne ikke er blevet udleveret. Og hvorvidt mailen giver ministeriet anledning til nye bemærkninger i sagen.
Information har vist Ombudsmandens brev til professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtzche.
- Mellem linjerne spørger han ministeriet: Hvorfor har I ikke givet mig det materiale, som jeg har bedt om?, siger han til Information.
- Med den seneste udvikling kunne man få det indtryk, at Ombudsmanden er utilfreds med, at han ikke har kunnet komme til bunds i sagen, fordi han ikke har fået alt det materiale, han skulle have haft.
Selv om Ombudsmanden ikke havde fået den hemmeligholdte mail, endte Inger Støjberg med at få alvorlig kritik.
Han vurderede således, at ministeriets fremgangsmåde havde været "særdeles kritisabel", og at ministerens instruks fra den 10. februar 2016 "efter sit indhold var ulovlig".
/ritzau/