Januar 1986

Fulton af Marstal er kendt som sidste chance. Den gamle, tremastede skonnert med de slidte hængekøjer, stinkende kulkomfurer og vejrbidte sømænd har reddet mange unge fra et liv i kriminalitet.

Det er også derfor, Jan som 16-årig sendes med på togt som hvalp – kælenavnet for de unge, utilpassede drenge, der skal lære om lov og orden på den gammeldags manér.

Jans mor frygter nemlig det værste. Siden forældrenes dramatiske skilsmisse er sønnen blevet stadig mere urolig i skolen. Og da kommunen truer med at sende ham tilbage på børnehjemmet Lindersvold, stikker Jan af i fem dage. Han bliver fundet i gangene under Næstved Sygehus, hvor han har levet af at stjæle fra hospitalets madvogne. Så Jans mor sender ham til den vestfynske by Assens, hvorfra Fulton stævner ud på togt.

Havet er godt for Jan. Den friske luft og den høje himmel giver ham følelsen af frihed, og det hårde fysiske arbejde om bord er betydeligt mere meningsfyldt for ham end det sure skolearbejde. Sømændenes kontante, men retfærdige metoder er til at forstå. Og i måneder føler Jan, at han omsider er kommet hjem. I et brev til moderen lyder han for første gang i årevis nærmest lykkelig.

»Det er begyndt at blive godt mellem mig og kammeraterne, og det er jeg glad for. Jeg holder mig mest for mig selv, og det går bedst sådan,« skriver han.

Kort efter går alt galt. Forholdet til de andre hvalpe kan alligevel ikke holde, Jan forstår ikke deres hårde tone og skarpe hierarki, og efter alt for mange tæv burer Jan en dag sig inde på skibets lille toilet. Han bliver der i et helt døgn. Og da han endelig vover sig ud, er det for at flygte. Mens Fulton ligger ved kaj i Aalborg, ser Jan sit snit til at stikke af i aftenmørket. Hvorhen ved han ikke. Bare væk.

Flugten ender brat. Efter næsten to uger henter Fultons førsteskipper ham på en nordjysk politistation.

Efter det mislykkede eventyr til søs vender 16-årige Jan hjem til Sydsjælland, hvor han skiftevis bor hos sin mor og far. Han tilbringer dog det meste af tiden i gaderne, hvor han flakker omkring med sine nye venner. Sammen søger de ud i provinsbyens villakvarterer – i begyndelsen mest for bare at hænge ud. Senere med et helt andet formål.

Da Jans mor en dag får et opkald fra politiet i Næstved, har hun straks bange anelser.

»Vi har anholdt din søn,« siger en myndig stemme.

»Han er sigtet for 22 forseelser.«

Jan og vennerne har i måneder hærget Næstveds villaer, restauranter og plejehjem med indbrud og hærværk. Han ryger 14 dage i fængsel, mens offentligheden følger med: »Retten straffer 16-årig med fængsel,« lyder overskriften i den lokale avis.

Bagefter får hans mor et ultimatum. Enten ryger Jan i ungdomsfængsel. Eller også tager hun ham hjem til København og prøver at få ham på ret kurs. Hun vælger sidste udvej – velvidende, at det måske er for sent.

Mødet med storbyen og voksenlivet er hårdt for Jan. De få job, han prøver kræfter med, ender i nye skuffelser. Jan bliver slået ud af de mindste nedture og vælger stort set hver gang at blive væk efter få arbejdsdage. Hans omgangskreds består af småkriminelle, sociale udskud, junkier og pushere. Og Jans flugt fra hverdagen gennem hash og alkohol fortsætter.

Fra det offentlige er der ikke meget at hente. Hans mor forsøger desperat at få myndighederne til at give Jan hjælp – men hans sag strander i forskellige kommuners slagsmål om, hvem der skal betale.

Juli 1991

Måske er det derfor, Jan en søvnig sommereftermiddag i 1991 går amok. Eller også er det fordi, han mangler penge. Jan overfalder en tilfældig forbipasserende ved en pengeautomat i Gentofte og sårer ham hårdt med sin kniv for øjnene af adskillige vidner. Et af stikkene går gennem bughinden og snitter mavesækken.

Den tilfældige forbipasserende viser sig at være en folkekær skuespiller. Allerede dagen efter er overfaldet på forsiden af formiddagsaviserne, og senere på eftermiddagen ringer tre politifolk på hos Jan. Trods tømmermændene ved han godt, at han har lavet noget utilgiveligt. Han når at skrive en kort besked til sin mor, hvor han indrømmer sin meningsløse handling.

»Kære mor. Jeg er blevet anholdt for noget lort. Kommer nok ikke ud foreløbigt. Vil du være sød at tage dig af mit egern Gipsy?,« står der. De sidste ord er skrevet med rystende hånd:

»P.S. Jeg beklager meget.«

Overfaldet fører til Jans første lange fængselsophold. I tre år sidder han i Vridsløselille. I begyndelsen ved godt mod. Men med tiden stadig mere nedtrykt og forbitret på vagterne, som han føler sig forfulgt af. Omsider prøveløslades han og vender hjem til sin mor og hendes nye kæreste, der har købt hus i en sjællandsk landsby.

Umiddelbart ligner parcelhuskvarterets idyl starten på en frisk for den nu 24-årige Jan. Hans mor og stedfar har planlagt bryllup, og Jan glæder sig. Nu kan han omsider vise sig som en ordentlig søn.

»Jeg skal nok føre dig op, mor. Det skal være mig, der giver dig væk. Det lover jeg«, forsikrer han højtideligt, selv om han godt ved, at han bliver nervøs blandt fremmede og i større forsamlinger.

Men Jan kan ikke holde sit løfte. Otte dage inden brylluppet forlader han pludselig sit værelse. Han tager toget til København, drikker sig fuld og sætter kursen mod Vesterbro. Da han sent om natten opsøger en prostitueret og lokker hende ned i en kælderskakt, er det med en ustyrlig uro i kroppen.

Bagefter kan han ikke forklare hvorfor. Men han husker, at hans knytnæve rammer hendes ansigt. At hans ben sparker hendes krop. Og at hans stemme med en ukendt vrede hvæser hende i ansigtet:

»Du har to muligheder. Pengene – eller dit liv.«

Læs 3. kapitel i morgen. Om Jans ulykkelige kærlighed. Om hans oldemors begravelse. Og om hans andet selvmordsforsøg. Læs kapitel 1 på XX