I sidste sæson bombede Ciro Immobile bolden i kassen for Torino og blev topscorer i den italienske Serie A med 22 mål.
I denne sæson har den italienske angriber noget sværere ved at ramme netmaskerne for sin nye klub Borussia Dortmund. Kun tre bundesligamål er det blevet til.
I et interview med Gazzetta dello Sport erkender Immobile, at den udeblevne succes blandt andet skyldes, at han har haft svært ved at omstille sig til den tyske kultur.
- Tyskerne er kolde. Det kan man ikke gøre noget ved. I mine otte måneder i klubben har jeg endnu ikke oplevet at blive inviteret hjem til middag hos en holdkammerat, siger Immobile.
Han roser dog træner Jürgen Klopp for at være forstående i den svære tid i klubben.
- Han taler meget med mig og opmuntrer mig, lyder det fra Immobile.
Sæsonen har generelt været svær for Dortmund, der for et par uger siden lå under nedrykningsstregen.
Men tre sejre i træk har sendt klubben op på 10.-pladsen. Fredag blev det til sejr på 3-2 ude over Stuttgart. Det var i øvrigt med Immobile på bænken i hele opgøret.
/ritzau/DPA