En straffesag mod et busselskab og tre chauffører har været så længe undervejs ved Retten i Næstved, at dommeren onsdag har måttet beklage forsinkelsen.
Samtidig har dommeren reduceret bødestraffen til busselskabet, ligesom to chauffører helt undgår at betale de bøder, de ellers havde gjort sig fortjent til.
Ventetiden kan forklares dels med rettens sagsmængde og dels med, at andre sager har haft en højere prioritet, fremgår det af rettens hjemmeside.
Det var i februar 2009, at to chauffører blev afsløret i ikke at have overholdt den lovpligtige hviletid.
Under to kørsler blev hviletiden cirka halvanden time og næsten en time for kort.
Mens chaufførerne altså slap for straffen, blev bøden til busselskabet reduceret til 7500 kroner, oplyser retten.
Selskabet havde overtrådt nogle formelle regler i forbindelse med installeringen af et kontrolapparat og blev også dømt for en enkelt kørsel, hvor chaufførerne ikke havde fået det lovpligtige førerkort til kontrolapparatet.
I øvrigt var også en tredje chauffør tiltalt, men anklageren bad om at få ham frifundet.
Rabat i straffen på grund af for lang sagsbehandlingstid bruges af og til af domstolene. Og det er ofte i sager om overtrædelse af færdselsloven.
For eksempel har der været en stribe af den slags sager fra Retten i Glostrup, som i en periode var stærkt overbebyrdet.
/ritzau/