Dommer fængsler kærestepar i sag om våben og narko

Krimi
Politiøvelse i Aalborg (Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix)

Et par fra Thisted er blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for overdragelse af våben og stoffer.

En dommer har tirsdag besluttet at varetægtsfængsle et kærestepar i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Parret er sigtet for at have overdraget et jagtgevær og en pistol til nogle andre personer. Med våbnene fulgte tilhørende ammunition.

Den slags er - hvis man ikke har en tilladelse - en overtrædelse af straffelovens våbenparagraf, som handler om overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder.

Ud over våbenforholdet er kæresteparret sigtet for at overdrage et par kilo hash til de andre personer. Også kokain og amfetamin skulle være blevet overdraget.

Inden grundlovsforhøret bad anklagemyndigheden om lukkede døre ved retsmødet af hensyn til den videre efterforskning.

Derfor kan offentligheden ikke få indblik i oplysninger, der måtte være kommet frem under grundlovsforhøret, eller de sigtedes forklaringer.

Det har heller ikke været muligt at få oplyst, hvordan de sigtede forholder sig til anklagerne imod dem.

En af forudsætningerne for, at en dommer kan skride til varetægtsfængsling, er, at der vurderes at være en "begrundet mistanke" mod de sigtede.

/ritzau/