Det kan give os kendskab til nye naturlove - men det kan måske også føre til Jordens undergang.
Den fælleseuropæiske forskningsenhed Cern har i dag taget de første skridt til igen at få liv i deres store partikel-accelerator, der skal give os helt ny viden om universets opståen.
"Vi starter med klargøringen i dag, men vil først være klar til at bruge udstyret i morgen," siger James Gillies fra Cern til BBC. Han forventer tidligst, at det store forsøg vil kunne afvikles den 3. december.
Forsøget er i folkemunde blevet døbt dommedagseksperimentet, da der er en lille chance for, at der kan opstå sorte huller ved forsøget.
Ifølge kritikere giver det en reel chance for, at Jorden kan blive suget ind i hullet - men ifølge forskere fra Cern, så vil de sorte huller fordampe, før de vil kunne nå at lave nogen skade på Jorden og resten af solsystemet.
LHC, som maskinen til 50 milliarder kroner hedder, stod klar i 2008 - men kun ni dage efter indvielsen brændte kølesystemet ved en af magneterne sammen, og en større afdeling af maskinen skulle udskiftes. Derfor blev dommedagseksperimentet aldrig udført.
LHC står for Large Hadron Collider, og er navnet på en 27 kilometer lang partikel-accelerator på grænsen af Schweiz og Frankrig. Den er blandt andet været med i Hollywood-filmen Engle og Dæmoner.
Maskinen skal forsøge at genskabe forholdene i den allerførste tid efter universets opståen. Det sker ved at lade små dele af atomer støde sammen med næsten lysets hastighed. Håbet er, at det kan give os en bedre forståelse for, hvordan universet er bygget op.