Endnu en kvinde er fundet dræbt i Paris efter gaseksplosion i bageri, skriver nyhedsbureauet AFP søndag.
Kvinden blev fundet af redningsarbejdere i ruinerne af den delvist destruerede bygning med hjælp fra sporhunde.
Unavngivne kilder fra redningspersonalet udtaler til AFP, at det endnu ikke er bekræftet, om det er liget af en kvinde, der angiveligt boede umiddelbart over bageriet.
Hun er derfor fortsat savnet.
To brandfolk og en spansk turist var i forvejen blevet bekræftet døde i løbet af lørdag aften. Det skete ifølge AFP, efter at modstridende udmeldinger fra forskellige franske myndigheder var tikket ind på Twitter og nyhedsbureauer.
Omkring 50 mennesker blev såret.
Søndag morgen lagde flere franskmænd blomster ved de dræbte brandfolks station i Paris' niende arrondissement.
En repræsentant fra brandvæsenet udtaler søndag, at dets arbejde på ulykkesstedet kan stå på i op til en uge endnu, da indersiden af bygningen skal forstærkes flere steder. Ellers er risikoen for kollaps for høj.
/ritzau/