Liget af en død amerikansk videnskabsmand, som blev fundet hængt i Singapore sidste år, skal måske graves op af jorden.
Opgravningen skal bevise, at manden - Shane Todd - blev myrdet, fortæller hans far, efter høringer i sagen sluttede mandag.
Shane Todd udtrykte før sin død frygt for at blive involveret i en sag om spionage i amerikanske forhold.
En retsmediciners endelige dom over, om den 31-årige forsker dræbte sig selv, eller om han blev myrdet, som hans familie fastholder, er fastsat til at komme 8. juni.
- Baseret på mine egne undersøgelser mener jeg, at Shane ikke har begået selvmord, siger Rick Todd.
- Jeg er nu overbevist om, at en ny obduktion burde være udført, og jeg bliver nødt til at overveje at få en vurdering fra en anden ekspert, som kan komme til Singapore for at vidne, eller også skal man grave Shanes krop op, siger Rick Todd.
Shane Todds forældre og brødre forlod høringerne i vrede over processen og fløj hjem. De efterlod individuelle udtalelser til ligsynet.
Videnskabsmandens krop blev fundet 24. juni sidste år i en lejlighed i Singapore af hans kæreste. Han var ved at forberede sin hjemrejse til USA, da han blev fundet død.
Shane Todds forældre fortæller, at før sønnens død frygtede han at blive tvunget til at gå på "kompromis med amerikansk sikkerhed" i et hemmeligt projekt, der involverede et kinesisk teleselskab, der angiveligt er anklaget for international spionage.
/ritzau/