Lionel Messi er ikke synderligt beskeden, i hvert fald ikke når det gælder om at score mål.
Argentineren har svært ved at nøjes med at lave et enkelt mål og har i denne sæson gjort det til en vane mindst at komme på tavlen to gange.
Det gjorde han i Champions League-opgøret mod Milan tidligere på ugen, og han gentog kunststykket i søndagens ligakamp mod Rayo Vallecano, som Barcelona vandt 3-1.
Det var 20. gang i denne sæson, at Lionel Messi mindst scorede to gange i en kamp, når man tæller alle officielle lands- og klubkampe med.
Det var samtidig hans 42. ligamål, og dermed er han godt på vej til at tangere eller måske endda overgå sin total på 50 mål fra sidste sæson.
Ud over Messi markerede David Villa sig også som målscorer, ligesom Raul Talmudo fik reduceret for gæsterne minuttet efter, at han var blevet skiftet ind.
Barcelona fører Primera Division med 13 point foran Real Madrid. Der resterer 10 kampe af sæsonen.
/ritzau/