Kalenderen siger forår, men hvornår kommer det lunere vejr?
Det varer ikke så længe, lyder meldingen fra DMI i en månedsprognose, som fortæller, at vi lige skal igennem et par uger med ustadigt vejr, inden vejret vender.
Februar slog alle rekorder for nedbør, og mange ser formentlig frem til en periode med tørvejr. Men også her skal man have lidt tålmodighed.
- Tager vi et kig på 7-døgnsprognosen, er der dog mere vand i vente for resten af ugen. Det meste af nedbøren vil falde i dag, tirsdag, og på søndag, men ellers holder nedbøren pause nogle dage med kun få spredte byger, lyder det i prognosen.
Til gengæld bliver temperaturerne højere end normalt for starten af marts, og ifølge DMI kan vi forvente dagtemperaturer mellem 5 og 10 grader.
Efter et par uger med ustadigt vejr begynder det så at lugte af rigtigt forår.
- Så slår prognosen om og indikerer højtryksopbygning. Og den kan meget vel kaste solskin af sig og sende lunere forårsluft mod landet. Helt i tråd med den klimatologiske statistik for marts er der dermed lagt op til en mere tør periode. Og bare kom med den, vi trænger til det!, skriver DMI i månedsprognosen.