Det er ikke bare de timer, du selv bruger på at pendle, der afgør, hvor du søger job. Afstanden til din partners arbejde har også stor betydning.
En ny undersøgelse fra SFI kortlægger sammenhængen mellem danskernes valg af nyt arbejde og bolig. Og undersøgelsen viser, at danskerne ofte flytter, når både mand og kone kan spare pendlertid. Derimod bliver vi boende, når der er stor afstand mellem og egen og partnerens arbejdspladser.
"Familien skal kunne få hverdagen til at fungere. Og når arbejdspladserne ligger langt fra hinanden, så er der en meget stor sandsynlighed for, at en flytning vil forringe familiens samlede "nytteværdi" af flytningen", siger Mette Deding, som er den ene af de to danske forskere bag undersøgelsen.
Undersøgelsen sætter for første gang fokus på sammenhængen mellem valg af job og bolig, som ikke tidligere har været kortlagt. Et indblik, der i følge Mette Deiding er nødvendigt, hvis Danmark skal have en fleksibel arbejdsstyrke:
"Den meste forskning omkring mobilitet på arbejdsmarkedet handler om enkeltpersoner og mekanismerne bag enkeltpersoners valg. Men de fleste af os bor jo ikke alene, så man er nødt til at se på begge voksnes arbejdssituation, hvis man vil forstå processerne bag deres jobvalg", siger Mette Deding.
160.000 familier har været med i undersøgelsen, der er udarbejdet to forskere fra SFI samt en hollandsk forsker.