I 1944 skrev den østrigske økonom og politiske filosof Friedrich Hayek sin berømte bog Vejen til Trældom . Bogen forklarer, hvorfor socialismens intentioner om at skabe det perfekte samfund – baseret på planøkonomi og en allestedsnærværende stat – vil føre til skabelsen af totalitære samfund, hvor klassiske frihedsrettigheder i stigende grad vil blive ophævet.

Hayek fik ret for så vidt angår Sovjetunionen, det gamle Østeuropa, Kina, Vietnam og de øvrige lande, hvor socialismen førte til en dødelig blanding af forarmelse og diktatur. Men med de nordiske velfærdsstaters blanding af store offentlige sektorer og udstrakt respekt for basale frihedsrettigheder syntes Hayeks visdom at være forældet og gå i glemmebogen. Men Hayek er stadig aktuel her i 2007. Det viser udviklingen i Venezuela under Hugo Chávez. Venezuelas udvikling de seneste år er nemlig som taget ud af Hayeks bog.

Målet helliger midlet

Siden Hugo Chávez kom til magten i 1999, har han gradvist samlet stadig mere magt i egne hænder. Hugo Chávez regerer helt uden respekt for de formelle og processuelle regler og garantier, der normalt kendetegner et liberalt demokrati. Han er endog gået så langt som til at give sig selv magt til at regere pr. dekret – et sikkert kendetegn for et diktatur. Chávez har tillige eksproprieret privat ejendom, nationaliseret virksomheder og ved massive offentlige investeringer skabt stigende inflation.

I Venezuela – som i Sovjetunionen og det gamle Østeuropa – hedder det naturligvis, at magten gives tilbage til folket , når staten i stigende grad styrer både økonomi, politik og civilsamfund. I realiteten betyder denne omsiggribende statslige kontrol dog, at en lille elite – tro mod Hugo Chávez – styrer en lang række af landets vigtigste institutioner og dermed borgernes liv. Ve den borger, der vover at udtale kritik af folkets præsident .

Chávez’ nylige lukning af en kritisk tv-station vidner om, at der i et socialistisk Utopia ikke er plads til at sætte spørgsmålstegn ved magthavernes altruistiske eksperimenter. Målet helliger midlet, og det enkelte menneske bliver et middel til at opnå fællesskabets mål, som defineret af magthaverne.

En lektie for Danmark

Det politiske og civile liv i Danmark er heldigvis langt sundere og friere end i Venezuela. Men Venezuelas tragiske march mod en totalitær etpartistat rummer alligevel en lektie for både den danske befolkning og især de politikere, der i tide og utide søger at udvide statens kontrol med alt fra restauranter og kapitalfonde til supermarkeder og plejefamilier.

Når Danmark er et frit land, er det, fordi vi som borgere nyder en række konkrete såvel som underforståede frihedsrettigheder, der sikrer en privat sfære, hvor vi alene eller sammen med andre kan gå vores egne veje, hvad enten det gælder økonomiske, politiske eller sociale formål.

Vi kan frit udtrykke vores holdninger, vi kan starte virksomheder, foreninger og politiske partier, og ingen dansk statsminister kan på vilkårlig vis lukke en kritisk tv-station eller sende politiet på gaden mod fredelige politiske modstandere. Med andre ord er vi frie på trods af statens størrelse, ikke på grund heraf. En evigt voksende stat er derfor stadig vejen til trældom.