Det kommer ikke bag på ledelsen i Dansk Håndbold Forbund (DHF), at Viborg HK har valgt at trække klubbens herrehold ud af den danske Herre Håndbold Liga.
Det fortæller generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen.
- Jeg må erkende, at det ikke kommer som den helt store overraskelse. For det er blevet diskuteret længe, om de fortsat skulle satse på herresiden.
- Men man kan ikke undgå at ærgre sig, selvom man godt vidste, at det var undervejs, fordi jeg synes også, at det har klædt Viborg, at de har haft et stærkt herrehold, siger generalsekretæren.
Viborg HK har eksisteret i mere end 70 år og har opnået stor succes med både sit kvinde- og herrehold.
Men det har været svært at få økonomien til at hænge sammen med to ligahold, hvorfor klubben nu i stedet har valgt at satse 100 procent på dameholdet.
- Det bliver vanskeligere og vanskeligere - på kanten af det umulige - at drive et ligahold på både herre- og kvindesiden.
- GOG havde den samme problemstilling for få år siden. Og de valgte omvendt at satse på herreholdet, hvor det til sidst endte med, at det hele faldt sammen, påpeger Morten Stig, der glæder sig over de få undtagelser:
- Indtil videre har vi omvendt en positiv oplevelse med Team Tvis Holstebro, hvor de har formået at have både et herre- og damehold, der begge har præsteret stort.
- Men jeg har også kunnet forstå på dem i Holstebro, at det ikke er nemt at få det til at hænge sammen, fordi der er rigtig mange udgifter forbundet med at drive to hold, siger generalsekretæren.
Morten Stig roser Viborg HK for at melde fra til Herre Håndbold Ligaen, inden den nye sæson starter op igen efter sommerferien.
- Midt i den ærgrelse, der opstår over, at Viborg må trække sig, er der også en stor ansvarlighed i at gøre det før, vi er gået i gang med en ny sæson.
- For det giver også DHF mulighed for at tilbyde pladsen til nogle andre i fornuftig tid inden sæsonstart, lyder det fra DHF-bossen.
Nordsjælland Håndbold står øverst på reservelisten til at blive tilbudt Viborgs ligaplads.
/ritzau/