Danske virksomheder skal hellere hyre danske arbejdsløse end betale udenlandske arbejdere i dyre domme for at rejse hertil.
Det siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, efter statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget.
- Selvfølgelig kan vi modtage udenlandsk arbejdskraft, hvis der ikke er danske ledige, som kan tage de job. Men vi har stadig danske ledige, siger Peter Skaarup.
- Vi har også ældre, som gerne vil gøre en ekstra indsats, hvis de får en gulerod. Samlet set har vi et åbent arbejdsmarked. Vi har ikke brug for meget mere udenlandsk arbejdskraft.
I talen oplyste Løkke, at regeringen onsdag fremlægger et udspil om mere udenlandsk arbejdskraft.
- I morgen vil regeringen fremlægge et udspil. Det skal også gøre det lettere at tiltrække medarbejdere fra lande, som vi i forvejen har stærke økonomiske bånd til. Som USA, Canada, Singapore, Japan, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Regeringen har før forgæves forsøgt at få sænket mindstelønnen for udlændinge. Men Dansk Folkeparti har hævet mindstelønnen sammen med Socialdemokratiet og SF.
- Tager man først udenlandsk arbejdskraft ind. Så er der mange, der bliver hængende i Danmark. I dag er der en række ordninger, så virksomheder kan få udenlandsk arbejdskraft, siger Peter Skaarup.
Han ser Løkke som "en slags Rasmus Modsat", som er sur, fordi nogle partier hellere vil hyre danske ledige.
Hvorfor er DF imod integrationsgrunduddannelsen (IGU) for flygtninge og familiesammenførte?
- Indvandrere, der kommer til Danmark, skal gerne i arbejde. Men det skal ikke være kunstigt arbejde. IGU er en specialordning, som yder tilskud. Den giver også dagpengeret. Det er vi modstandere af, siger Peter Skaarup.
/ritzau/