Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K):
»Vi har skabt 100.000 nye arbejdspladser.«
Forkert. Regeringen tiltrådte i november 2001. Fra 2002 til 2006, som er det seneste årstal i Danmarks Statistik, har 37.500 flere danskere fået et job. Medtager man det skønnede tal for beskæftigelsen i 2007, er højst 85.000 flere kommet i arbejde i VK-regeringens tid ved magten.
Villy Søvndal (SF):
»Jeg har været rundt for at besøge langtidsmedicinske afdelinger her i København på Herlev Sygehus og på Bispebjerg Sygehus. Der er 25 procents overbelægning.Folk ligger på gangene.«
Forkert. Hverken Bispebjerg eller Herlev Hospital har ifølge deres kommunikationsmedarbejdere overbelægning på de medicinske afdelinger.
Bendt Bendtsen (K) om klima og miljø:
»I 2010 er der sat over en milliard kroner af til forskning og demonstrationsprojekter.«
Forkert. Ifølge Energistyrelsen er halvdelen af pengene allerede brugt. Blandt andet på forskningsprojekter med en grøn profil. Reelt tilfører regeringen dermed kun godt en halv milliard kroner ekstra til energiforskning i 2010.