Lige nu er der masser af friske brændenældeskud i naturen. Dem kan du plukke og bruge til urtete, der både er sund og varmer i den kolde tid.
Det fortæller naturvejleder Kirsten Blicher Friis fra Kongskilde Naturcenter ved Sorø.
- Brændenælder indeholder sunde vitaminer og mineraler. Det er et godt sundhedsboost, forklarer hun.
Der er mange forskellige urter, der egner sig til at blive overhældt med kogende vand og drukket som te. Udover brændenælder er også solbærblade og vandmynte eksempler på urter, der smager godt som te.
Mens vi må vente til foråret med at plukke solbærblade igen, er det stadig muligt at finde vandmynteblade. Og det er bare med at komme afsted, inden den hårde frost får gjort kål på dem.
Af andre te-egnede urter, du kan finde i naturen netop nu, er der kamille og røllike-blomster.
Det er bedst at indsamle urterne i dagtimerne, når det er tørt i vejret. Start, når duggen er forsvundet om formiddagen, og slut, senest når duggen kommer igen ud på eftermiddagen.
De indsamlede urter kan du opbevare i en pose, som du folder omkring planten.
Når du plukker urter i naturen, så pluk altid kun de friske blade, stængler og blomster.
- Jo mere frisk urten er, jo mere smag har den, siger Kirsten Blicher Friis.
Når du er kommet hjem med urterne, kan du lægge dem i køleskabet. Her kan de holde sig i en uges tid. Men du kan også tørre urterne ved at lægge dem på et viskestykke et lunt sted.
De tørrede te-urter kan du derefter lægge i et syltetøjsglas, hvor de kan holde sig i et års tid.
Mange slags urter er sunde at drikke som te. For eksempel kamille, der er kendt for sin beroligende effekt. Også brændenælder er sunde, da de indeholder meget jern.
Solbærblade kan ifølge Kirsten Blicher Friis bruges som et middel mod blæresten og væskeophobning i kroppen og hjælper også til at sænke blodtrykket. For de fleste urtearter gør det ikke så meget for sundheden, om det er de friske eller tørrede urter, der bruges til teen.
- Der kan være nogle urter, hvor mængden af C-vitaminer bliver reduceret, men de jernholdige urter vil stadig være lige jernholdige, når de er blevet tørret, siger Kirsten Blicher Friis.
/ritzau fokus/
Af Morten Steiniche/ritzau fokus/