Den tidligere formand for FOA, Dennis Kristensen, reflekterer over både sin egen og fagbevægelsens fremtid, efter han tidligere på året gik af som formand efter et dramatisk forløb under overenskomstforhandlingerne 2018.
Det er en sommerdag i København, byen summer af liv. Frederiksberg Have fungerer som et lille åndehul i den bagende sol, og netop her har Avisen.dk aftalt at mødes med den nu afgåede formand for FOA, Dennis Kristensen.
Dennis Kristensen er en af de mest markante personligheder i dansk fagbevægelse i nyere tid. Formand for FOAs 180.000 medlemmer i 16 år. Han forlod posten umiddelbart efter forårets dramatiske forhandlinger om nye overenskomster for 750.000 offentligt ansatte. Et forløb, der undervejs spidsede så meget til, at en lammende konflikt i hele den offentlige sektor var truende nær.
Overenskomsterne kom på plads, og konflikten blev afværget. Undervejs blev FOA-formanden beskyldt for at svigte fællesskabet, da han og de øvrige LO-grupper indgik forlig med regionerne, før andre områder var på plads.
I dag får Dennis Kristensen et smil på læben, når han taler om, at FOAs medlemmer blev sikret en lønstigning på knap syv procent de næste tre år.
Fra den ene dag til den anden forlod Dennis Kristensen sin toppost i fagbevægelsen i slutningen af april. FOAs aldersgrænse på 65 år havde han allerede passeret i februar, men med fuld opbakning fra forbundet fortsatte han i spidsen for de dramatiske forhandlinger.
Fra at være på i døgndrift oplevede han fuldstændig stilhed, da forhandlingerne var forbi. Noget Dennis Kristensen selv kalder en komplet omvæltning.
Han havde lovet sig selv en slåbrok-dag dagen efter, at han gik af som topforhandler, og det løfte holdt han.
- I vores familie har vi en tradition 1. juledag, som vi kalder slåbrok-dag, hvor man ikke må komme i tøjet på noget tidspunkt på dagen. Man må kun gå rundt i slåbrok og kigge på julegaver og hygge sig. Sådan en dag lovede jeg mig selv, efter jeg gik af. Dog uden julegaverne, fortæller Dennis Kristensen med et smil.
Dagen efter tog han til Bornholm, hvor han sammen med sin kone Dorte har købt et sommerhus. Her begyndte han at skrive på den bog med erindringer, som han har forsøgt at gøre færdig de seneste 10 år uden nogen sinde at få ordentlig tid til det.
- Da jeg fik mit første barnebarn for 11 år siden, begyndte jeg at filosofere lidt over, hvor jeg egentlig kommer fra. Det med familierødder har jeg aldrig rigtig haft styr på. Det ville jeg gerne for den næste generations skyld, så derfor er jeg gået i gang med at skrive mine erindringer, fortæller han.
Han håber på, at bogen vil udkomme i løbet af 2018 eller begyndelsen af 2019.
Udover sin erindringsbog har Dennis Kristensen ikke konkrete planer for, hvad der skal ske i hans liv. Men han er dybt optaget af det, han kalder "dansk fattigdom."
- Vi har en voksende gruppe af mennesker i Danmark, som ikke kan få tingene til at hænge sammen, mens andre bare bliver rigere og rigere. Det vil jeg ikke bare kigge på, at det sker, det vil jeg også prøve at blande mig i, fortæller Dennis Kristensen.
Han forventer dog ikke en opringning fra en organisation om en fornem post, for som han siger, "man er ikke længere interessant, når man først er gået af som fagforeningsformand." Han vil derimod gerne melde sig under fanerne som menigt medlem af en organisation, som arbejder med social ulighed i Danmark.
Til spørgsmålet om han kunne finde på at engagere sig i politik, er svaret et klart nej:
- Jeg vil forsøge at blande mig, som jeg kan, men det bliver ikke gennem politik, siger han.
Et fælles oprør i den offentlige sektor
Dennis Kristensen er godt nok gået af som formand for FOA, men hans interesse for sosu-assistenternes og portørernes arbejdsvilkår forsvinder ikke. Det var en integreret del af hans liv både som formand for FOA, og da han selv var portør på Herlev Hospital.
- Jeg kan godt lide at citere Poul Nyrup Rasmussen i forhold til dette. Han siger, at man kan gå på pension, men man kan ikke pensionere sit liv, siger Dennis Kristensen.
Derfor optager fagbevægelsen ham stadig dybt. Han siger "vi," hver gang han taler om FOA, og et samlet velfærdsoprør ligger ham meget på sinde.
Dennis Kristensen spår nemlig fagbevægelsen en ny mulighed skabt af det enorme engagement og sammenhold, man så blandt de forskellige forbunds medlemmer under OK18.
Men først spoler han tiden lidt tilbage. Den afgåede forbundsformand mener, at toppen af fagbevægelsen har bevæget sig for langt væk fra medlemmerne. Et problem, der har stået på siden midten af 1990'erne. Derfor er det også en udvikling, han selv føler et ansvar for.
- Vi mistede en del af vores identitet i de år, hvor det gik bedst. Vi kunne løse en hel masse, fordi vi blev mere professionelle, men da vi så vendte os om, var medlemmerne ikke med os længere. Vi havde simpelthen glemt at kommunikere vores sejre ud til dem, siger FOAs tidligere formand.
Han peger på, at noget af den aktivisme og medlemsengagement, fagbevægelsen er bygget på, blev skiftet ud med en mere topstyret facon.
- Den der med, at dem i toppen af fagbevægelsen synes, at de ved bedst, fordi det er dem, der sidder inde i mødelokalerne, den holder ikke til moderne lønmodtagere, som vil have indflydelse, siger Dennis Kristensen og tilføjer:
- Vi skal have langt mere tillid til medlemmerne, siger han.
Derfor er OK18 den gyldne mulighed for at få medlemmerne med igen, mener Dennis Kristensen. En mulighed for at forene medlemmerne med toppen i deres forbund og samle op på det tabte. Følelsen af samhørighed. Det gælder også de forskellige forbund i mellem.
Danmark har ifølge Dennis Kristensen gennemgået så mange besparelser gennem de seneste fire årtier, at den samlede offentlige sektor og den del af befolkningen, som er afhængig af velfærdsydelser, har fået nok.
"Nok er nok," som det lød foran Forligsinstitutionen, hvor en skare af demonstranter dagligt stod og råbte på forbedringer i den offentlige sektor for de 750.000 offentligt ansatte, mens overenskomstforhandlingerne stod på i foråret.
- De offentligt ansatte kan ikke længere stå inde for den kvalitet, de yder borgerne, og de kan ikke længere acceptere, at det tærer så hårdt på dem, at de ikke kan være der for deres familie, som de gerne vil, siger Dennis Kristensen og uddyber:
- Lønmodtagerne og borgerne, som er modtagere af de ydelser, udgør så stor en del af befolkningen, at man ikke kan benægte dem fra politisk hold. Jeg håber, at det bliver starten på et fælles oprør fra den samlede fagbevægelse, siger Dennis Kristensen.