Langt de fleste au pairer, der kommer til Danmark, kommer først og fremmest for at kunne forsørge deres familier i hjemlandet. Og ikke for kulturudveksling, som er det oprindelige formål med ordningen.
Derfor bør lønnen sættes op, og arbejdsforholdene tilpasses det øvrige arbejdsmarked, mener FOAs forbundsformand, Dennis Kristensen.
- Vi stikker hinanden blår i øjnene, hvis vi bliver ved med at tale om au pair-ordningen som kulturudveksling. Skal ordningen leve op til almindelig dansk anstændighed, skal au pairernes arbejde anerkendes som lige præcis det, det er: Arbejde, siger Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
Her kan du læse, hvorfor et kendt dansk par mener, at en au pair kan redde ægteskabet.
Hæv lønnen til 5.355 kroner
TV 2 sender onsdag aften første afsnit i dokumentarserien ”Sandheden om vores au pair”, hvor filippinske au pair-piger åbent fortæller, at de primært er i Danmark for at tjene penge, som de kan sende hjem til familien i Filippinerne.
Men hverken lønnen eller arbejdsforholdene afspejler, at der reelt er tale om et arbejde, påpeger Dennis Kristensen.
Han foreslår derfor, at lønnen til en au pair bør hæves fra 4.150 kroner hver måned før skat til 5.355 kroner. Det svarer til, hvad en serviceassistentelev, der udfører sammenlignelige opgaver, får, fratrukket værdien af kost og logi.
Samtidig skal det være tilladt på helt almindelige vilkår og til en helt almindelig løn at arbejde mere end de 30 timer ugentligt, som ordningen i dag tillader.
Et grimt levn fra fortiden
FOA-formanden foreslår også, at det bliver tilladt for au pairer at have børn i deres hjemland, så de ikke skal forsøge at holde det hemmeligt at frygt for at blive sendt hjem.
Derudover er det nødvendigt, at au pairerne får deres opholdstilladelse selv – og at den ikke som i dag er knyttet til den enkelte værtsfamilie, mener Dennis Kristensen.
- Det ligner et grimt levn fra fortiden, at familierne på den måde har hånds- og halsret over au pairen. Opstår der uenigheder omkring betaling, antal arbejdstimer eller i sager om sexchikane, tør au pairerne ofte ikke rejse en sag, for hvis aftalen med familien brydes, skal de rejse til hjemlandet, siger Dennis Kristensen.
FOA efterspørger også en licensordning for bureauer, der rekrutterer au pairer samt løbende kontrol med værtsfamilierne.