Iran-venlige demonstranter, som har aktioneret uden for USA's ambassade i Bagdad i over et døgn, er begyndt at trække sig tilbage. Men en del grupper syntes indstillet på at blive på stedet.
Mange aktivister trak sig tilbage onsdag efter, at den proiranske shiamuslimske milits Hashed al-Shaabi havde opfordret dem til at afslutte protesterne.
- I har fået leveret Jeres budskab, siger det magtfulde paramilitære netværk.
Men et ledende medlem af militsen siger til AFP.
- Vi, der er med i militsen, bliver her, selv om de andre stopper og går væk.
Hundredvis af irakiske militsmedlemmer og deres tilhængere havde ellers tidligere på dagen fortsat med kaste sten mod den amerikanske ambassade i Bagdad, mens sikkerhedsstyrker svarede igen med tåregas og chokgranater.
Nytårsnat havde demonstranter slået telte op på pladsen foran ambassaden, og mange demonstranter bragte tidligt onsdag mad, kogeudstyr og madrasser frem til pladsen, som om de ville blive på stedet i dagevis.
USA mistænker den militante gruppe Kataib Hizbollah, der er støttet af Iran og relateret til Hashed al-Shaabi, for at stå bag et angreb fredag, hvor en amerikansk statsborger blev dræbt.
USA svarede igen i weekenden ved at angribe flere mål tilhørende gruppen. 25 militante blev dræbt, og 51 andre blev såret i angreb søndag.
Dette førte til voldsomme protestaktioner ved USA's ambassade, som er blevet evakueret. Protesterne markerer en optrapning i konflikten mellem USA og Iran, som nu mere åbent fortsætter en kamp om indflydelse i Irak og andre steder i Mellemøsten.
Præsident Donald Trump truede tirsdag Iran med gengældelse, men han fastslog senere, at han ikke ønsker en krig mod iranerne.
Protesterne ved den amerikanske ambassade finder sted på et tidspunkt, hvor Irak er rystet af en omfattende folkelig opstand mod landets regering på grund af udbredt vrede over landets dybe økonomiske krise knap 17 år efter en USA-ledet invasion fjernede Saddam Hussein.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, fordømmer i stærke vendinger USA's angreb på den iranskstøttede milits.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP