VI ER VANT TIL AT TALE om den globale opvarmning som et klimafænomen, men tænk hvis det største problem netop nu i virkeligheden er den globale overophedning af vores hjerner og sind? Og tænk hvis det er netop dette pres på stenalderhjernen, der gør, at vi handler så kortsigtet, som vi gør i denne tid?

FOR NYLIG KUNNE WHO melde ud, at stress, angst og depression vil overhale kræft som verdens største dræber i løbet af det næste årti. Det er tre sygdomme, der alle eksploderer i denne tid, fordi vores stenalderhjerner udsættes for kompleksitet og ikke mindst hastighed i en grad, den slet ikke er designet til.

SELV HVIS DU ER SLUPPET for de psykiske sygdomme i dit liv, så kender du formentlig fra dig selv, at når din hjerne koger over, så handler du kortsigtet, selvom konsekvenserne heraf ofte bliver negative på den lange bane. Det er en handlemodus, som teknologigiganter som Facebook har brugt som hele grundlaget for deres forretningsmodel og produktdesign.

AT VI I HVERDAGEN er afhængige af likes og skærme, tænker du måske ikke er så slemt, men hvad betyder det på et lidt større samfundsniveau? Vi ved eksempelvis godt, at vi er nødt til at gøre noget for klimaet på den lange bane, men alligevel handler de fleste af os ikke på det på den korte bane. Hvorfor ikke? Bl.a. fordi vores hjerner i forvejen er accelereret op i et tempo, hvor det også for fællesskabet er blevet meget vanskeligt at stoppe op og sige stop.

DEN GLOBALE OPVARMNING af vores hjerner og sind ses i høj grad i erhvervslivet, som jeg til daglig er en del af. Her jagter vi konstant vækst og innovation, og på den ene side har denne vækstagenda affødt fantastiske opfindelser og teknologier, som redder liv og øger velstand for mange. Som så meget andet her i livet er det ikke enten-eller. Der er også gode ting ved væksten.

IMIDLERTID er slagsiden samtidig enorm, for stenalderhjernen kan simpelthen ikke følge med. Din og min hjerne er dybest set utroligt primitiv og indrettet til en anden tid, og vi forsøger i disse år desperat at følge med, hvilket ses i eksplosionen af antallet af tilmeldte til yoga, mindfulness, camino-vandringer og andre forsøg på at genfinde en tilstand af balance og velvære.

SOM IVÆRKSÆTTER kender jeg samtidig dilemmaet ved, at man som individ godt kan stræbe efter at arbejde mindre og slappe mere af, men lynhurtigt suges man ind i den globale acceleration og overophedning, for hvis man gør alvor af intentionerne, så falder man bagefter i den internationale konkurrence.

OGSÅ INDENFOR DET offentlige begynder det samme mønster at gentage sig, for godt nok skal man ikke der lave overskud på bundlinjen, men til gengæld har vi så indført stadigt flere krav om effektiviseringer, omstillingsparathed og såkaldt velfærdsteknologi.

VI VED, AT KLIMAPROBLEMERNE og den globale opvarmning ikke kan løses lokalt, men hvad så med den globale opvarmning af vores sind og hjerner. Kan den løses lokalt her i Danmark? Næppe. Problemet er jo, som jeg netop beskrevet, at erhvervslivet er udsat for voldsom international konkurrence, og hvis de løber rundt i hamsterhjulet i udlandet, så bliver vi nødsaget til at gøre det samme herhjemme.

Er løsningen så, at vi skal stoppe den frie konkurrence, når nu den lægger pres på os mennesker? Nej, hvis du spørger mig.

BØR VI STOPPE globaliseringen i det hele taget, fordi den helt åbenlyst medfører accelerationen? Nej, vil jeg igen svare, for jeg anerkender de teknologiske fremskridt og den reduktion i fattigdom, der også har været en konsekvens af en globaliseret og konkurrencepræget verden.

Jeg er således hverken imod fri konkurrence, globalisering eller innovation, men jeg mener på samme tid, at vi som mennesker, samfund og organisationer er nødt til at reflektere langt dybere over, hvad vi egentlig har accelereret for en udvikling? Hvad er det, vi løber så stærkt for at nå?

JEG KAN GODT FRYGTE, at hvis svaret på menneskets fortsatte stræben efter et bedre liv hver gang indebærer, at vi skal innovere og forbedre teknologierne for på den måde at øge velstand og få folk ud af fattigdom, så vil det blot forstærke overophedningen.

Jeg betvivler sådan set ikke, at vi vil være i stand til at opfinde endnu smartere biler, hurtigere robotstøvsugere og bedre velfærdsteknologi, men jeg udfordrer præmissen bag. Det, at vi KAN skabe noget, er ikke lig med, at vi så også BØR skabe det!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.