De arbejdsløse, som har mest brug for hjælp, bliver ladt i stikken. Det er en af konsekvenserne ved, at der er indført målstyring i jobcentrene, lyder en af konklusionerne fra en ny, omfattende rapport. Det skriver Politiken.
I de senere år har målstyring bredt sig som ledelsesredskab i den offentlige sektor. De ansatte får et mål, de skal opnå, og de skal kunne dokumentere resultaterne.
Men den måde at tænke på går ud over de svageste borgere - for eksempel på jobcentrene. Nyuddannede og ressourcestærke mennesker, som kun har gået ledig i kort tid, er nemlig meget nemmere at få i job end de langtidsledige med komplicerede problemer - så når jobcentre satser på de "stærkeste", ser resultaterne pænt ud på papiret.
- Det giver jobcentret mulighed for at fremvise resultater og opfylde mål, mens socialt udsatte, som har en masse problemer ud over ledighed, bliver underprioriteret, siger seniorforsker ved KORA, Marie Østergaard Møller, til Politiken.
I det hele taget opmuntrer det ledelsesværktøj offentligt ansatte til at opnå resultatet på den nemmeste måde, og det kan medføre problemer, advarer forskere.