Alle fodboldspillere skal vide, at man ikke må spille på egne fodboldkampe. Dansk Boldspil-Union (DBU) introducerer i de kommende uger en ny kampagne om matchfixing.
Kampagnen har til formål at ramme samtlige landets mere end 1600 fodboldklubber med besøg i lidt mere end 100 klubber.
- Informationsmøderne vil blive gennemført i samtlige klubber med hold i Superligaen, 1. division, 2. division, Danmarksserien, reserveholdsturneringen, U/19- og U/17-turneringerne samt 3F Ligaen og pigernes U18-turnering.
- Dermed vil DBU komme direkte ud til omkring 5000 spillere, trænere og ledere, skriver fodboldunionen på sin hjemmeside.
Møderne bliver gennemført af konsulentvirksomheden SOF Security på baggrund af et oplæg fra DBU's sikkerhedschef Henrik Kjær Jensen og fodboldforbundets kampagnemateriale.
Der arbejdes også på at få kampagnen ud til breddefodbolden - blandt andet gennem foldere og plakater - fordi der efterhånden også kan indgås væddemål på selv de laveste rækker.
DBU er som noget nyt også gået sammen med de øvrige specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF) om et fælles lovregulativ om "forbud mod manipulation af idrætskonkurrencer (matchfixing) og tilsvarende uetisk adfærd".
Reglerne omfatter spillere, trænere, ledere, medicinsk personale, holdledere, dommere, frivillige eller lønnede medarbejdere i klubberne, bestyrelsesmedlemmer og licenserede spilleragenter.
DBU vil fremover fortsat undersøge, efterforske og fremstille sager om matchfixing vedrørende personer tilknyttet kampe, turneringer og klubber under DBU.
- Men som noget nyt overgår selve pådømmelsen i sager om uetisk adfærd og matchfixing i fodbold nu til DIF's nye matchfixing-nævn, lyder det fra DBU.
Det vil ske i lighed med sager om doping, hvor det også er DIF, der er den dømmende instans.
/ritzau/