Mandag aften tørner Odense Håndbold og København Håndbold sammen i et vigtigt opgør i Brøndby Hallen.
De to klubber er nemlig havnet i samme gruppe i hovedrunden i Champions League, og vinderen af mandagens opgør kan spille sig et stort skridt tættere på en kvartfinaleplads.
- Det er en kamp, vi virkelig glæder os til, da den har de bedste forudsætninger for at blive en rigtig god kamp, siger cheftræner for København Håndbold Claus Mogensen til klubbens hjemmeside.
- Det bliver en fantastisk ramme, det er to hold, der står godt til hinanden, og så er det en vigtig kamp på den største scene, Champions League. Det er fedt, siger han.
Inden kampen, der er holdenes anden kamp i hovedrunden, ligger København og Odense på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen i gruppen med hver tre point.
Metz fører gruppen med ni point, Rostov-Don har ligeledes ni point og Buducnost har otte point. Brest Bretagne er gruppens bundhold med to point.
De fire bedste hold går videre til kvartfinalen, og derfor tyder meget på, at det netop er de to danske klubber, der kommer til at kæmpe om den sidste plads videre i turneringen.
Claus Mogensen er dog ganske bevidst om, at det er en stærk modstander, københavnerne skal op mod mandag aften.
Odense har endnu ikke tabt en eneste kamp i den hjemlige liga, men København-træneren håber, at fynboerne kan rystes i Champions League-sammenhæng.
- Odense har jo forsat deres suveræne fremtog i ligaen, hvor de viser en imponerende stabilitet. Nu er det bare i en anden sammenhæng, og vi tror meget på vores muligheder.
- Kampene mod Odense er altid meget taktiske, og det bliver centralt, hvilket hold der løser modstanderens forsvar bedst.
- Det hold, der lykkedes med det, lægger også en dæmper på modstanderens kontraspil, hvilket jeg tror, vil få afgørende betydning, siger Claus Mogensen.
Champions League-kampen mellem Odense og København bliver fløjtet i gang i Brøndby Hallen mandag aften klokken 19.
/ritzau/