Vi elsker tilbud og går gerne på jagt efter dem i supermarkederne.
Og det er der en god grund til. Danske varer er i snit 4-6 procent dyrere end gennemsnittet af syv EU-lande (Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene og Tyskland), når der blandt andet korrigeres for moms og afgifter.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing siger, at en prisforskel på fire til seks procent indikerer, at effektiviteten og konkurrencepresset i Danmark ikke er på niveau med andre lande:
- Men hvis forbrugerne handler i de butikker, der tilbyder de bedste varer til prisen, fremmer de konkurrencen. Det giver bedre udvalg og lavere priser, siger direktøren i en kommentar.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen påpeger, at Eurostats prismåling for dagligvarer i Danmark bør korrigeres ned med 1-3 procentpoint for at tage højde for, at flere varer i Danmark sælges på kampagne end i andre lande.
For der er en mere udbredt kultur i Danmark med tilbud og kampagner i dagligvarehandlen. En tredjedel af alle varer sælges på kampagne i Danmark, mens det gennemsnitligt er en femtedel varerne i Tyskland, Italien, Sverige, Frankrig og Belgien.
I Danmark udkommer der årligt 33.000 siders tilbudsaviser. Det er mere end dobbelt så mange som i Norge og Sverige tilsammen. Og det bliver nemmere og nemmere for danskerne at finde de gode tilbud:
- Smartphones og computere rummer nye muligheder for butikker og forbrugere til at nå hinanden. Det kan reducere omkostningerne ved at annoncere tilbud og give forbrugerne en gevinst i form af lavere priser, mener Agnete Gersing.
Forbrugerne vurderer selv, at de opnår betydelige besparelser ved aktivt at gå efter tilbud. 60 procent af forbrugerne læser ofte eller altid tilbudsaviser, og en tredjedel vælger butik efter bestemte tilbud.