Der står Made in Japan på højttaleren. Fladskærmen er lavet i Taiwan, og bilen stammer fra Frankrig.
Der er opsving i Danmark. Folk har penge mellem hænderne og køber i stor stil varer fra udlandet.
For to år siden havde Danmark et pænt plus på det store handelsregnskab, men det er væk nu. I starten af 2005 solgte danske virksomheder for 1 krone og 12 ører hver gang, vi købte udlandske varer for en krone. Nu går regnskabet lige op, og Danmark er på vej til at købe flere varer ind fra udlandet, end vi selv sælger. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
»Vi sætter hurtigt vores overskud på betalingsbalancen over styr, og det bliver besværligt at vinde det tilbage igen. Det her er ikke sundt for økonomien,« mener Klaus Rasmussen, cheføkonom i Dansk Industri.
Det er kun salget af olie fra Nordsøen, som gør, at Danmark ikke sagter helt agterud i forhold til udlandet.
Nej tak til ordrer
Når virksomheder herhjemme har fået sværere ved at konkurrere, skyldes det blandt andet, at dollaren er lav, og amerikanske varer derfor er billige. Den lave arbejdsløshed gør også, at virksomheder må takke nej til ordrer, fordi de mangler folk, forklarer Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi på Aarhus Universitet.
»Virksomhederne er nødt til at ansætte gradvist mindre og mindre produktive medarbejdere, og så falder produktiviteten i gennemsnit,« siger han.
Dansk Erhverv opfordrer virksomhederne til at satse mere på robotter, så danske varer kan klare sig på prisen i forhold til Asien.
»Vi skal konkurrere på design, kvalitet og etik,« siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Men selvom det går skidt med at sælge varer fra Danmark, går det fremad med at sælge serviceydelser som blandt andet skibstransport, rådgivning fra ingeniører og knowhow.
»Hvis Danmark i stedet for at sælge varer sælger serviceydelser, så betyder det ikke noget for vores økonomi,« konkluderer Bo Sandemann Rasmussen.
Tager man salget af service til udlandet med i regnestykket, har Danmark stadig overskud på betalingsbalancen.