Stammeledere i Irak slap ustraffet af sted med mord og kidnapninger i de danske soldaters område.
Det skete selvom de danske styrker havde ansvaret for lov og orden som besættelsesmagt, skriver Information.
Avisen har kigget i de knap 400.000 lækkede krigsdokumenter fra wikileaks om Irak, som viser, at danskerne konsekvent vendte det blinde øje til stammeuroligheder.
"Det er ingen tvivl om, at frem til juli 2004 havde de danske styrker direkte lovmæssig forpligtigelse til at opretholde lov og orden. Derefter var de forpligtet til at bistå irakerne med at opretholde lov og orden," siger Toby Dodge fra den velansete britiske tænketank IISS til avisen.
En log fra den 23. juni 2005 viser blandt andet,, at en dansk deling ikke greb ind over for stammeuroligheder, selvom syv civile blev myrdet af deres landsmænd og tre såret.
Den danske Irak-ekspert Helle Lykke Nielsen ved Syddansk Universitet mener også, at danskerne løb fra deres ansvar.
"Det er klart, at danskerne skulle håndhæve lov og orden," siger hun til avisen.
Men samtidig forstår hun godt, hvorfor danskerne ikke havde lyst til at blande sig.
Kilde: Information