Der skal atter graves efter guld i den grønlandske undergrund.
En investering på 15 millioner kroner skal genåbne guldminen Nalunaq, der ligger i den sydligste del af Grønland.
Pengene kommer fra Vækstfonden og Greenland Venture, som har offentlige danske og grønlandske penge i ryggen.
Minen åbnede i 2004, men lukkede igen i 2013, da selskabet bag minen kastede håndklædet i ringen som følge af økonomiske problemer.
Det spillede blandt andet ind, at guldprisen var dykket markant.
Da minen tidligere har været i drift, er der allerede infrastruktur omkring den, og den vil derfor lettere kunne komme op og køre.
- Råstof- og minesektoren har stort potentiale i Grønland, siger Rolf Kjærgaard, direktør i Vækstfonden, i en pressemeddelelse.
- Med investeringen her kan vi bidrage til, at Nalunaq-minen kommer vigtige skridt videre, og selskabet bag er klar til hurtigt at kunne gå i gang med produktion. Det vil bidrage til øget vækst og udvikling i Sydgrønland, siger han.
For år tilbage var store forventninger til et råstofeventyr i Grønland, der på sigt kunne gøre landet uafhængigt af støtte fra Danmark.
Indtil videre har råstofferne dog ikke kastet de forventede resultater af sig.
Guldminen i Nalunaq vil ifølge det grønlandske medie KNR blive den tredje aktive mine i Grønland. Det er ikke oplyst, hvornår den forventes at åbne.
Den anden er en rubinmine ved Qeqertarsuatsiaat - på dansk Fiskenæsset - i den sydvestlige del af landet.
Derudover er der en mine i Kangerlussuaq - Søndre Strømfjord. Her bliver der udvundet anorthosit-malm.
De 15 millioner kommer fra en samlet pulje på 220 millioner kroner, der er en del af en politisk aftale mellem Grønland og Danmark. Den blev indgået i september sidste år.
Danmark har bidraget med 198 millioner kroner og Grønland 22 millioner kroner.
/ritzau/