Bygma, som er leverandør af byggematerialer, bliver ny hovedsponsor for det danske herrelandshold i håndbold i de kommende tre år.
Det nye hovedsponsorat begynder officielt i juni, hvor Danmarks herrelandshold skal spille vigtige kampe om at komme med til næste års VM-slutrunde.
- Vi er stolte af at kunne præsentere det nye samarbejde, som jo nok nationalt er en af de største samarbejdsaftaler i sportens verden.
- Vi glæder os til at inddrage Bygma, deres medarbejdere og kunder i fællesskabet omkring herrelandsholdet og håndboldsporten.
- Samspillet vil repræsentere noget nytænkende i forhold til synergi mellem idrætten og erhvervslivet, siger Henrik M. Jacobsen, direktør i DHF, til forbundets hjemmeside.
- Her er ikke tale om en sponsorkontrakt i gængs forstand, men snarere om et stærkt partnerskab, hvor et af målene populært sagt er at forstærke hinandens indsats, lyder det.
Bygma-direktør Peter H. Christiansen forventer sig meget af partnerskabet med DHF og håndboldlandsholdet.
- Vores samarbejde med herrelandsholdet giver os en enestående mulighed for at støtte og involvere os i håndboldsporten og et landshold, der formår at samle alle danskere på tværs af landet.
- Samtidig er det et hold, som matcher mange af de positive værdier, vi selv står for i Bygma - engagement, begejstring og vindermentalitet.
- Sammen med forretninger, medarbejdere og kunder er det målet at skabe en fantastisk opbakning i befolkningen frem mod OL, VM, EM og ikke mindst VM-slutrunden på hjemmebane i 2019, siger direktøren for den nye hovedsponsor.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.