Hvis en dansk virksomhed vil sælge varer i Mellemøsten, er det en god idé at skjule, at den er dansk.
I stedet skal danske virksomheder slå på, at de er skandinaviske.
Sådan lyder anbefalingen til danske virksomheder, der handler i Mellemøsten, i en rapport fra analyseinstituttet ReD Associates, som Udenrigsministeriet har bestilt.
Det er muhammed-krisen, der har skadet det danske brand i Mellemøsten så meget, at det bedre kan betale sig at reklamere med at være et firma fra Skandinavien end fra Danmark, vurderer rapporten.
I 2007 vil regeringen præsentere en storstilet plan for at promovere Danmark i udlandet.
Hos Dansk Industri er man positive over for idéen, men hos regeringens støtteparti Dansk Folkeparti håber man bestemt ikke, at regeringen vil lytte til rapportens anbefalinger.
»Jeg har aldrig hørt magen til vås, at vi skulle vende ryggen til vores rødder og skjule, at vi er danske,« siger erhvervsordfører Colette Brix (DF) til Ritzau.