Der bliver med al sandsynlighed sat rød-hvid rekord, når finalen i Eurovision finder sted lørdag aften.
Det foregår nemlig i Malmø, kun få kilometer fra det Danmark, og det har ifølge Johann Sørensen, der er formand for de danske melodi grand prix-fans, fået ekstra mange fans af sted.
Sangerinden Emmelie de Forest er med nummeret "Only Teardrops" favorit til at vinde, og det er bestemt ikke gået grand prix-formandens næse forbi.
- Hvis det går som bookmakerne spår, så får vi jo noget at fejre. Og det skal vi selvfølgelig, siger han.
Han skal selv helt op foran i arenaen i Malmø, når Emmelie de Forest går på scenen, og han bliver ikke alene.
- Der er 120 fans, der har købt billet gennem fanklubben, og oven i det kan man med stor sandsynlighed lægge en hel hær af danskere. Det er jo så tæt på, så mange har valgt at tage herover, siger han.
Han glæder sig til at mærke stemningen både i og udenfor arenaen.
- Ved semifinalen i tirsdags var der nærmest landskampstemning ude foran. Der blev spillet Brødrene Olsen og "Fly On The Wings Of Love" og der var dansk fællessang, så man helt fik gåsehud, fortæller han.
Skulle det ske, at Danmark vinder lørdag aften, er planen klar:
- Så skal vi have noget med procenter indenbords, og vi vil helt sikkert tage videre på Euroclub (det officielle Eurovision-diskotek, red.) og holde en vild fest. Det ville være så stort, siger Johann Sørensen.
Selvom mange fans vil være præget af tømmermænd søndag, hvis sejren kommer i hus, så tror Johann Sørensen, at mange gerne vil hylde sangerinden i København dagen efter finalen.
- Hvis DR vælger at lave en heltinde-modtagelse af Emmelie, så vil der helt sikkert dukke en masse fans op, siger formanden.
Finalen bliver sendt lørdag aften klokken 21 på DR1.
/ritzau/